Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
menu
Udskriv side

Tilskud og faglig støtte fra energiselskaber

I forbindelse med en aftale om grøn byfornyelse er der mulighed for at få økonomisk tilskud eller faglig støtte fra energiselskaberne til at gennemføre energibesparelserne.

Net- og distributionsselskaber (Energiselskaber) har fået til opgave at lave energibesparelser hos virksomheder og private forbrugere i Danmark via en aftale med Klima-, Energi- og Bygningsministeriet. Aftalen betyder, at net- og distributionsselskaberne skal yde en konkret indsats, der medvirker til gennemførsel af en energibesparelse hos en slutbruger.

De forskellige net- og distributionsselskaber har forskellige ydelser, der henvender sig til enten private boligejere eller virksomheder. Det kan f.eks. være rådgivning, faglig bistand, finansielt tilskud eller en kombination af disse. Selskaberne samarbejder med en bred række af aktører, som hjælper med at opnå energibesparelserne. Nogle aktører har ekspertise i at lave energibesparelser i boliger, mens andre er specialiseret i at hjælpe virksomheder med at spare på energien.

Hvordan opnås tilskud  
Tilskuddet eller rådgivningen opnås ved at indgå en aftale med et net- eller distributionsselskab, før udlejeren går i gang med selve tiltaget. Indgåelse af bindende aftale om køb af udstyr, materialer eller om udførelse af projektet opfattes som igangsættelse af tiltaget. Udlejer kan også indgå aftalen med selskabet via en af selskabernes samarbejdspartnere.

Som slutbruger bestemmer man selv, hvilket net- og distributionsselskab man ønsker at samarbejde med. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at man kun kan overdrage en energibesparelse én gang. Det betyder, at hvis der er indgået en aftale med ét energiselskab, kan der ikke indgås aftale om den samme energibesparelse med et andet selskab eller aktør.

Læs mere om, hvordan man kommer i gang med energispareprojekter på www.Energisparesiden.dk, hvor man også kan komme i direkte kontakt med rådgivere, håndværkere og installatører, der samarbejder med energiselskaberne.

 

​​

Senest ændret den:: 03-07-2014 14:33
Privatlivs politik